Der er ingen bjerge i Danmark 

Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg

Titel: Der er ingen bjerge i Danmark
Forfatter: Julia Butschkow
Forlag: Samleren


Nutidig novellekunst med vidde og vid
Julia Butschkows nye novellesamling hedder ”Der er ingen bjerge i Danmark”, og titlen kan du som læser spekulere en del over. I en af novellerne indgår frasen, men hvorfor lige netop det bliver dette udsagn, der skal karakterisere forfatterens nyeste udspil er svært at sige. Ligesom vores danske land er præget at store vidder og rummelighed, er også denne samling imidlertid varieret og facetteret. Sådan som mennesker er flest, og forfatteren vælger at afspejle dem i 13 vidt forskellige fine noveller i ”Der er ingen bjerge i Danmark”.

Vidende forfatter
”Der er ingen bjerge i Danmark” er en interessant samling noveller for en læser med interesse for, hvordan man kan forstå samfundet og mennesket anno 2011. Jeg finder personligt Julia Butschkows bud vedkommende, klogt og givende med deres åbne slutninger, der rummer rige muligheder for egen refleksion og tanke. Og alligevel er der en klar og ganske tydelig pen, der fejer hen over papiret. Ført af en forfatter der diskret, vidende og klogt formår at markere sine holdninger til tilværelsen. Præcis som andre kompetente forfattere evner Julia Butschkow at vække undren hos sin læser, og dét gør læsningen af novellesamlingen til en frydefuld fornøjelse. For det er sikkert sundt at blive mindet om, at vi alle er mere eller mindre småsære på hver vores måde, og gemmer på forskellige hemmeligheder.

Anerkendt forfatter
Forfatterens seneste bog Apropos Opa, har jeg brugt i en læsekreds. En bog der høstede stor anerkendelse fra anmeldere og læsere. Her var det Julia Butschkows egen skæbne som barnebarn af en nazibødel, der dannede forlæg. Apropos Opa gav anledning til debat og pirrede nysgerrigheden, samtidig med vi blev mindet om, hvor svært det er at løsrive sig fra sig skæbne og åg. Kan ”Der er ingen bjerge i Danmark” på samme vis glæde den litterært interesserede?

Mere mellem linjerne
I skrivestil er novellerne ligetil og på ingen måde nye eller eksperimenterende, sådan som vi så Julia Butschkow lege meget mere aktivt i Apropos Opa. Romanen var fx speciel med de indimellem meget korte passager. Forfatteren skriver kort og enkelt i sin novellesamling. Oftest en kende køligt og afstandstagende. ”Der er ingen bjerge i Danmark” rammer imidlertid uhyre præcist, med et nutidigt og nuanceret billede af danskerne. Novellerne tager os med rundt til hver en flække i Danmark. Vi møder alle typer, sociale lag og segmenter med hver deres psykologiske problemstillinger pakket ind i underfundige fortællinger. Julia Butschkow ser bagom de store sten og bakker, der gemmer sig i det danske landskab – samfund -, og får øje på de ting, vi har tendens til at overse bevidst eller ubevist. Hun åbner vores øjne, så vi stille og rolig bliver parat til at se mere end det, der står skrevet. En flot detalje der gør, at glæden derfor er aldeles stor og oprigtig over ”Der er ingen bjerge i Danmark”.

Tristesse
Julia Butschkow lader en stille tristesse hvile ned over land og by, mens hun beskriver rammende og præcist. Og dog uden at svaret kan aflæses i linjerne, men derimod i de åbne slutninger, der præger de allerfleste noveller. Kun en enkelt novelle har en positiv udgang. På afstand kan vi iagttage personerne forspilde muligheder og vedblive at stå i et vadested uden perspektiv, mens de fylder sig selv eller hinanden med selvbedrag og løgne. Drømme er der, men de giver ikke næring til at vores personer kommer til at blomstre. Alle disse visne blomster gør ondt at iagttage. Men samtidig er det heri at bogens kvalitet skal findes. For vi ved at det er sandt! ”Der er ingen bjerge i Danmark” er derfor en absolut anbefalelsesværdig novellesamling. Bestil online