_______________________________________________
Kære brevkasse.
Jeg har været så dum at have en affære med min - og desværre også min mands - bedste ven. Vi har altid haft en familiær tilknytning, og det kom også fuldstændig bag på mig, da han en nytårs aften kyssede mig. Det udviklede sig til en forelskede, som jeg slet ikke havde kontrol over. Siden har vi set hinanden on & of i 1 ½ år, sammenlagt omkring 6 måneder.
Det var en svær situation, for jeg elskede min mand, men var forelsket i vores fælles bedste ven. Det gjorde mig forvirret og jeg kunne ikke tænke rationelt. Der kunne gå lang tid mellem "affærerne" og jeg fandt altid hjem igen. Problemet var, at selv om jeg synes, at jeg havde fået pakket redeligheden væk og mine følelser føles forsvundet, så dukkede de alligevel op igen. Og ja, jeg burde have været i stand til at stoppe det, og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kunne lade være.
Hvilke konsekvenser affæren kunne få tænkte jeg desværre ikke så meget på, mens det stod på. Ikke at jeg er blind for konsekvenser, de blev ligesom bare pakket væk med et: "Det bliver aldrig opdaget", og forelskelsen fyldte så meget, at der ikke var plads til at overveje det.
Men bomben sprang i sommers, da hans kone fandt ud af at hendes mand og jeg havde en affære. Min mand, som er rolig af sind og gemmer alting indeni, tog det "pænt", dvs. han havde det rigtig dårligt, men han viste ikke sin vrede. Det kom ikke som et chok for ham. Han sagde, at han havde haft det på fornemmelsen siden starten. Han har altid elsket mig ekstremt højt og jeg har nok altid følt mig sikker på, hvor jeg havde ham henne.
Han forsøgte et par måneder at fortsætte vores forhold, men til sidst kunne han ikke holde det ud længere og har besluttet, at vi skal separeres. Han har hjulpet mig med at flytte til et hus i nærheden, vi er gode venner, tager sammen til fødselsdag og holder jul og nytår sammen med børnene osv. Det er selvfølgelig mig, der tager initiativ til at mødes. Jeg oplever det som om vi er to forskellige steder, hvor han har brug for at finde sin egen rytme og sit eget liv, men jeg kæmper for at få ham og min familie tilbage.
Jeg ved, jeg skal give ham tid og plads, og jeg ved at vi må gøre det sådan, hvis vi nogen sinde skal få chancen for at finde sammen igen. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal takle det ….
Jeg gør små søde ting, som f.eks. når børnene og jeg har været ved bageren og køber noget godt med til ham. Her i december har jeg lagt adventsgaver foran hans dør om søndagen osv. Han ved, jeg vil kæmpe, men jeg tænker også, at han jo også skal have tid til at nå at savne mig, hvilket måske kan være svært, da vi ses eller snakker sammen næsten hver dag om praktiske ting omkring børnene osv.
Jeg håber ikke, at hans stolthed vil forhindre, at vi måske kan få en fremtid sammen. Desværre kender "hele" byen og hans arbejdsplads til historien.
Så kære Ingrid... Jeg er dybt ulykkelig og vil gerne kæmpe for min familie. Hvordan gør jeg det bedst? Jeg vil ikke virke for ivrig, og jeg tror, han ved hvor han har mig nu. Men jeg har også behov for at vise, at jeg vil ham og at jeg er super ked af det, jeg har gjort.
Kh. mig
_______________________________________________
Allerførst tak for din mail, hvor du meget klart giver udtryk for, at du gerne vil kæmpe for din familie og for at få den mand, som du elsker tilbage.
Du er i øjeblikket meget ulykkelig over den alvorlige konsekvens for hele familien, som din affære med jeres fælles ven har medført. Som det er sket for mange før jer, kan en blind forelskelse opstå og få de forelskede til at tabe al fornuft og opføre sig hensynsløst og irrationelt. En ny og uventet forelskelse kan, som du beskriver, ”overdøve” fornuften. Du kendte godt nok til konsekvenserne, men kunne ikke styre trangen til at være sammen med ham, som var genstand for de voldsomme følelser du oplevede. Du forsøgte undervejs at opgive elskeren, men kunne så alligevel ikke styre trangen til igen at opleve suset ved at være sammen igen.
Jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke fordømmer det, du har gjort. Det sker jo for rigtig mange, også selvom de ikke nødvendigvis ønsker, at det skal føre til et egentlig parforhold. Utroskab handler nok mere om at opleve den spænding og leve i nogle illusioner, som ikke er til stede i dagligdagen i et familieliv.
Men i dit særlige tilfælde, må din mand have oplevet det som det ultimative svigt, at du har været ham utro med hans bedste ven. Det er en voldsom ydmygelse, som oven i købet er kendt i hele byen og på hans arbejdsplads. Noget som kan tænkes at spille ind, hvis det kommer på tale, at I kan finde ud af at være sammen igen.
Det lyder som en god løsning, at du er flyttet ind i nærheden af jeres tidligere fælles hjem. Det er godt for børnene, at de hurtigt kan komme i kontakt med den forældre de ikke er sammen med, og at I gør ting sammen med børnene.
Mine råd til dig i den nuværende situation vil være, at du lader ham være i fred, så længe han har brug for det. Lad ham finde sine egne ben at stå på som single. Husk, at han er blevet ydmyget som mand, og at det kan tage ham lang tid at heale, inden han igen har fundet sin værdighed som mand.
Jeg tror ikke, at du skal bekymre dig om at virke for ivrig og gøre dig umage for at give ham tid til at savne dig. Jeg tror, der er meget dybere ting på spil. For selvom han nok stadig elsker dig, så må han lige nu være i tvivl om hvorvidt han kan leve med at du har svigtet hans tillid på så dybt et plan. Et spørgsmål han sikkert tumler med er, hvorvidt han nogensinde kommer til at stole på dig igen. Det er vigtigt, at du forstår hvor dybt han er såret og at du ikke presser på for en stillingtagen til, om I kan genoptage jeres parforhold.
Det er rigtig fint, at I gør en masse gode ting sammen omkring børnene, det viser at I er venner og ansvarsfulde forældre der gerne vil undgå at børnene lider for meget under de ting, der er sket. Men der vil nok være et stykke vej at gå, før det står klart om din eksmand igen kan rumme dig som "kæreste".
Jeg tror ikke, du skal optrappe det at være sød, give gaver og opmærksomhed. Det kan opleves som omklamrende. Vis respekt og accept for hans måde at takle tingene på, det er for mig at se den bedste måde at vise din kærlighed på. Vær der hvor I er og hav tålmodigheden til at se hvad der sker. Vis ham, at du vil lade ham være i fred, hvis det er det han ønsker. Vis ham, at du er en voksen pige, der fuldt ud forstår hvad han gennemlever i den proces han er i lige nu.
Hvis det er meningen, at I skal finde sammen igen, må du vise nogle nye og mere modne sider af dig selv, f.eks. at din kærlighed til ham er dyb nok til at gå hele vejen, selvom du er meget ulykkelig over det, du har gjort.
Så find al din styrke af accept, tålmodighed og betingelsesløs kærlighed. Dét håber jeg vil føre til det, der måtte være det bedste for jer og for børnene.
